Det nye normale - reaktioner og vilkår for medarbejdere under COVID-19

Sommerferien er overstået, og for de flestes vedkommende betyder det en fysisk tilbagevenden til arbejdspladsen. For nogle er det måske endda første gang, siden COVID-19 lukkede landet ned, og for de fleste af os venter en tid, hvor COVID-19 vil forblive en del af arbejdslivet. Det betyder, at der stadig er et stort behov for at forholde sig til medarbejdernes mentale og fysiske reaktioner på den pandemi, som har påvirket de fleste aspekter af vores hverdag det seneste halve år.

”Mennesker forandrer sig under ændrede vilkår, og det er man nødt til at kunne acceptere og rumme, når medarbejderne skal arbejde under pandemiens vilkår.” Sådan fortæller organisationspsykolog Jesper Bardrum, der til daglig bl.a. arbejder med, hvordan krop og sind påvirker hinanden. Og hvis der er noget, der kan skubbe til forandringer i krop og sind, så er det at få revet hverdagen op med rødderne.”Vi på arbejdspladsen er måske ikke de samme, som vi var før COVID-19, og det kræver omstillingsparathed fra særligt ledere, men i høj grad også fra ens kolleger. Måske oplever vi nu et nyt livsperspektiv, hvilket har fået os til at reflektere over identitet og krop, mens andre måske har oplevet sygdomsangst, tab og forringet social adfærd – alt sammen noget som kan manifestere sig på utallige måder. Dertil kommer, at vores ændrede levevilkår kan have påvirket vores søvn og motionsvaner samt have ført et forhøjet alkohol- og madforbrug med sig, og efter flere måneders arbejde ved stuebordet er der risiko for, at kroppen smerter.”

Vær opmærksom på det nye normale

Det første skridt til at kunne rumme det potentielt forandrede menneske, der træder ind gennem svingdørene, er at vide, hvad du skal være opmærksom på. Det gælder både de fysiske og psykiske reaktioner, der kan være mere eller mindre åbenbare. Du kan få et samlet overblik ved at klikke her. Men ifølge Jesper Bardrum er du også nødt til at kende de bagvedliggende årsager til, at en medarbejder reagerer, som han eller hun gør:
”Vi er som mennesker meget forskellige, og det er vores holdning til smittefaren også. Der kan være en tendens til, at arbejdspladserne er delt i to hold: Dem, der synes, det er hysterisk, at vi ikke skulle kunne klemme en ekstra person ind ved frokostbordet, og dem, der synes, at det er alt for lemfældigt, at spritbeholderne ikke står på samtlige skriveborde. Der er en reel risiko for konflikt mellem de to grupperinger, hvis ikke de har forståelse for, hvorfor man hver især reagerer forskelligt.”

Virussen skaber stadig reaktioner og vilkår

Med en potentiel anden bølge rundt om hjørnet er det ifølge Jesper Bardrum absolut ikke blevet mindre relevant, at vi er opmærksomme på medarbejdernes reaktioner og vilkår. Især social distancing er formentlig noget, vi skal indstille os på kommer til at vare en tid endnu, og det stiller ekstra krav til sammenholdet.
”I Hjørring, Ringsted og senest Aarhus har vi set en opblussen af smittetilfælde, og det understreger behovet for fortsat at holde afstand til hinanden. Forståelse for hinandens forskellige oplevelser af situationen er nøglen til at få etableret et godt arbejdsfællesskab, som er skelsættende, når vi ikke kan have samme fysiske kontakt som før,” fortæller organisationspsykologen og fortsætter:

”Men det er markant nemmere for medarbejderne, hvis ledelsen går forrest og etablerer retningslinjer for, hvordan man gebærder sig, når man møder ind, holder pause, går på toilettet, holder frokostpause eller møder. Når det er klart kommunikerede retningslinjer, er det også nemmere for både kollega og leder at spotte, hvis en medarbejder udsender signaler, der bør reageres på.”

Jesper Bardrum slutter af med at understrege, at alle på arbejdspladsen har et ansvar for et godt arbejdsmiljø. Ord har nemlig stor betydning for den virkelighed, de skaber, og derfor opfordrer han til at få skabt et kodeks for, hvordan man italesætter COVID-19 på arbejdspladsen, og hvordan man ikke gør.

Se hele oversigten over, hvilke reaktioner du skal være opmærksom på, og hvilke årsager der kan ligge bag her.

Jesper Bardrum

Organisationspsykolog • Øst

5213 7516 · jeba@amcentret.dk

KONTAKT

Kontakt os, hvis du har brug for sparring på, hvordan du forholder dig til dine medarbejdere. Vi tilbyder både online og fysisk rådgivning og kurser, og vi hjælper gerne dine påvirkede medarbejdere gennem den kaotiske tid via individuelle samtaleforløb.

Eksempler på rådgivning og kurser

Individuelle samtaleforløb
Krop og kerne: hensigtsmæssig kommunikation
Corona-stress: healing af coronaramt krop og sind
Udeliv
Funktionel hjernetræning og psykologiske strategier
Trivsel i storrumsmiljøer

Ny APV-spørgeramme: Tag temperaturen på din COVID-19-indsats

Alle virksomheder skal minimum hvert tredje år lave en arbejdspladsvurdering (APV). Det gælder også, hvis der sker væsentlige vedvarende ændringer i arbejdsmiljøet og arbejdsforholdene. Som når en pandemi tvinger medarbejderne til at arbejde hjemme eller agere helt anderledes på arbejdspladsen. Selv hvis ændringerne ikke er vedvarende, og du ikke er lovmæssigt forpligtet til at lave en APV, kan det være en god idé at tage en temperaturmåling på medarbejdernes oplevelse af COVID-19-håndteringen.

Din ledelse kan forebygge angst og bekymringer, når arbejdspladsen genåbner

Når vi befinder os midt i en krise, bliver vores oplevelse af kontrol og forudsigelighed taget fra os, og det bryder vi os som mennesker ikke om. Med udbruddet af coronavirus blev vi ramt på alle parametre, og det har sat gang i en forandringsproces på allerhøjeste plan. Nu begynder arbejdspladserne så småt at åbne op igen, og aldrig har det været vigtigere, at du som leder er i stand til at give dine medarbejdere en følelse af forudsigelighed, forbundethed og kontrol for at holde angst og bekymringer i skak.

Genåbning af arbejdspladsen

Vi har her samlet nyttige informationer, cases, nyheder og vejledninger, så du kan få et overblik over de vigtigste overvejelser, du kan gøre dig i forbindelse med genåbningen af din arbejdsplads.
Share This