Hvad er fordelene ved online undervisning?

jan 20, 2021

Hvad er fordelene ved online undervisning?

Fordommene om online undervisning er mange, og flere virksomheder ser online undervisning som et nødvendigt onde i en tid, hvor det i lav grad er muligt at mødes fysisk. Men hos Norlys, der er Danmarks største leverandør inden for el, internet og tv, ser man anderledes på den digitale undervisning. Her ser man store fordele ved de muligheder, som online undervisning giver.

Ole Holm er HSE Manager i Norlys og har i mange år arbejdet med og undervist i arbejdsmiljø. Til daglig er han ansvarlig for det overordnede arbejdsmiljøarbejde i Norlys, hvor han leder et centralt kompetencecenter inden for miljø, sundhed og sikkerhed. Her underviser han og holder de enkelte arbejdsmiljø- og ledelsesrepræsentanter opdateret på den seneste viden inden for arbejdsmiljø.

Der er store fordele ved online undervisning

På baggrund af den første nedlukning af Danmark i foråret 2020 valgte Norlys at omlægge den fysiske arbejdsmiljøuddannelse til et digitalt format. En beslutning som Ole Holm i høj grad er glad for.

”Vi har overordnet set haft rigtig gode erfaringer med den digitale arbejdsmiljøuddannelse hos Human House. Alle fra lagermedarbejderen til direktøren har givet positive tilbagemeldinger på det nye format, og vi er blevet meget overrasket over de fordele, der er ved at tage arbejdsmiljøuddannelsen online”, siger Ole Holm.

Ole Ryssel er chefkonsulent i Human House og har undervist ledere og arbejdsmiljørepræsentanter fra Norlys på den digitale arbejdsmiljøuddannelse. Gennem undervisningen er Ole Ryssel blevet positivt overrasket over de fordele, online undervisningen giver.

”Online undervisningen giver nogle helt nye muligheder for gruppearbejde, hvor kursusdeltagerne hurtigt og nemt kan diskutere og løse en række forskellige opgaver i små grupper. Jeg oplever, at dynamikken i grupperne kan være lige så store som i virkeligheden – måske endda endnu bedre. Som underviser kan jeg hurtigt komme rundt til grupperne og være med i de enkelte samtaler. Det betyder utroligt meget for mig som underviser at kunne hoppe rundt og besvare eventuelle spørgsmål”, fortæller Ole Ryssel.

Ønsker at fastholde online undervisningen i fremtiden

Selvom online undervisning for mange virksomheder er et nødvendig onde i en tid, hvor det er svært at afholde fysiske kurser, er Ole Holm mindre kritisk. Til spørgsmålet om, hvorvidt Norlys ønsker at gå tilbage til den fysiske undervisning, er Ole Holm ikke afvisende over for online undervisning i fremtiden.

”Jeg tror faktisk ikke, at vi ønsker at gå tilbage til den fysiske undervisning som tidligere. Vi har været meget tilfredse med online formatet. Inden vi begyndte på den digitale arbejdsmiljøuddannelse, var jeg selvfølgelig spændt på, om det kunne blive nærværende nok for den enkelte medarbejder. Om det blev for kedeligt og teoretisk, og om det bare ville blive oplæsning af en række slides. Men jeg må sige, at jeg er blevet positivt overrasket. Underviseren var rigtig god til at veksle mellem undervisning, opgaveløsning og gruppearbejde, hvor kursisterne kunne diskutere og erfaringsudveksle i små grupper.”

”Logistisk er der store fordele forbundet med online undervisning, fordi vi kan have medarbejdere med fra afdelinger i hele landet. Derved undgår vi, at der er medarbejdere, der skal bruge flere timer på at transportere sig fra den ene ende af landet til den anden for at deltage i et fysisk kursus. Som virksomhed vil vi hellere frigøre de ressourcer og bruge dem på at skabe bedre arbejdsmiljø”, fortæller Ole Holm.

Online undervisning er ikke nogen badebillet

En af de ting, som har overrasket Ole Holm mest, ved online undervisningen er, hvor intensiv undervisningsformen er.

”Selvom man ikke skulle tro det, så er det faktisk meget mere intensivt at køre uddannelsen online fremfor en fysisk udgave. Umiddelbart skulle man tro, at det vil være muligt at stemple ud og lave andet på computeren, men underviseren fra Human House var meget god til at holde os til ilden. Det kan virke overraskende, men det var ganske enkelt ikke muligt at undgå at deltage aktivt i undervisningen”, fortæller Ole Holm.

Ole Ryssel er glad for de positive tilbagemeldinger og er enig.

”Vi har forsøgt at gøre undervisningen mere dynamisk og engagere kursusdeltagerne så meget som muligt. Ved at dele undervisningen mere op og indlægge flere pauser, synes jeg, at vi er kommet frem til en god model. Jeg er rigtig glad for at høre, at deltagerne oplever det på samme måde”, fortæller Ole Ryssel.

Kontakt

Cases