Pauser som en vej til mere trivsel og effektivitet

Forskning peger på, at vi som mennesker ikke kan koncentrere os mere end 20-40 minutter ad gangen. Hvis vi alligevel fortsætter arbejdet uden pusterum, øger vi risikoen for at lave fejl, sænke effektiviteten og brænde ud. Derfor er det ifølge erhvervspsykolog Gitte Falsig vigtigt, at vi får holdt pauser regelmæssigt, og at pauserne samtidig er kvalitativt gode pauser, der giver os ny energi.

”Enhver regelmæssig pause væk fra dit arbejde har gavnlige effekter, men hvor gavnlig den er afhænger af, hvor meget den får dig frakoblet fra det arbejde, du sidder med,” slår erhvervspsykolog Gitte Falsig fast. Hun fortæller, at man normalt arbejder med tre aspekter af frakobling: kroppen, det mentale og det sociale:

”Jo flere af de tre parametre, din pause indeholder, jo bedre er den. Sidder du ved en computer hele dagen, kan du som sådan godt opleve at have pause, når du hiver din telefon frem, men det er stadig arbejde for øjnene, og skærmelementet indgår fortsat. Derfor er det ikke en lige så kvalitativt god pause, som hvis du går væk fra din arbejdsstation og gør noget helt andet. Og hvis du som pædagog står på dine fødder og er omringet af børn hele dagen, er den bedste pause for dig formentlig at fortrække dig til et stille rum og komme ned at ligge. Find ud af, hvad den gode pause er fra det, du holder pause fra.”

Planlæg og mærk efter
Gitte Falsig understreger dog, at pauser er uhyre individuelle, og det derfor er vigtigt at finde ud af, hvordan pauser bidrager til at give lige netop dig den bedste arbejdsdag. Her kan planlægning være en rigtig god hjælp, men det er vigtigt ikke at underkende, hvad din krop har brug for i nuet:

”Det kan være en god strategi at planlægge din arbejdsdag og dine pauser. Mærk efter, og revurder dine behov, indtil du har en rutine, der giver dig gode pauser. Men bliv ved med at være opmærksom nu og her, for din krop er i virkeligheden det bedste instrument til at sikre din effektivitet,” fortæller Gitte Falsig. ”Hvis du føler et behov for at få noget luft, så er det formentlig, fordi du har brug for luft. Hvis du har svært ved at koncentrere dig eller får hovedpine sidst på dagen, så er det formentlig, fordi du har brug for flere pauser her. Lyt til, hvad din krop fortæller dig, og forsøg at inkorporere det i din planlægning. Det er den hurtigste vej til at sikre din effektivitet.”

Gode vaner
Pauser har også betydning for din energi i fritiden. Har du holdt dine pauser, er det mere sandsynligt, at du ikke er træt i hovedet, men har energi og overskud til andre ting, når du går hjem fra arbejde. Men alt med måde – for pauser eksisterer i sig selv først, når der er noget at holde pause fra:

”Ud over en frokostpause på 30 minutter, bør pauser ikke vare længere end max 10 minutter. Der skal være tid til at tanke op, gå på toilettet, være social, få bevæget kroppen eller komme ud. Der er også nogle, der har god erfaring med i stedet at bruge mikropauser, hvilket betyder, at du arbejder intensivt i 20 minutter og derefter holder et minuts pause, hvor du hopper på stedet, kigger op fra skærmen eller drikker et par slurke vand, hvorefter det intensive arbejde begynder igen. Find ud af, hvad der passer til dig.”

Pauser er helt generelt med til at sikre os højere trivsel og en bedre og mere effektiv arbejdsdag. Men da vores privatliv af og til lapper ind over arbejdet, kan det være hensigtsmæssigt at planlægge sine forstyrrelser med gode vaner:

”Af og til kan det være nødvendigt at inddrage privatlivet i arbejdslivet – børnene kan blive syge, eller du kan vente en vigtig besked. Men for at sikre en god balance, kan det være hensigtsmæssigt at lave en plan. Du kan f.eks. aftale med dig selv, at du kun tjekker den private telefon én gang i timen. På den måde er du til at få fat i, hvis det er nødvendigt, men du undgår at anlægge tjekker-adfærd, der forstyrrer din koncentration,” afslutter Gitte Falsig.

Gitte Berle Falsig

Organisationspsykolog • Vest

3110 2564 · gbf@amcentret.dk

KONTAKT

Vil du have flere gode råd til, hvordan du får mest glæde af dine pauser? Kontakt os, og hør mere om, hvordan I kan fremme det psykiske arbejdsmiljø i jeres virksomhed.

DANMARKS MENTALE SUNDHEDSDAG

Som en del af Velliv Foreningens initiativ til at støtte virksomheder til at fokusere på den mentale sundhed på de danske arbejdspladser, har vi hos ArbejdsmiljøCentret sammensat ti forskellige workshops, som på hver deres måde kan fremme den mentale sundhed, trivsel og et godt arbejdsmiljø. Samtlige ti workshops er tre-timers arrangementer, som derved kan arrangeres for de 10.000 kr., som Velliv Foreningens tilskud udgør.

PSYKISK ARBEJDSMILJØ

Kursets formål er at styrke din viden om psykisk arbejdsmiljø og give dig nogle gode værktøjer til at arbejde med temaet i egen virksomhed. Kurset består både af faglig teori, en række cases og en diskussion af relevante situationer i deltagernes egne virksomheder.
Share This