Guide til valg af arbejdsmiljørepræsentant

22. sep 2022 | Arbejdsmiljø

Guide til valg af arbejdsmiljørepræsentant

Når valgperioden lakker mod enden, er det tid til at vælge eller genvælge virksomhedens næste arbejdsmiljørepræsentant. For at arbejdsmiljøorganisationen (AMO) lykkes med at gennemføre tiltag, der kommer medarbejderne til gode, er det vigtigt at finde en arbejdsmiljørepræsentant, der både har lysten og evnerne til at varetage hvervet.

Men hvordan er det nu lige med reglerne for valg af arbejdsmiljørepræsentant? Og hvornår skal man egentlig have en arbejdsmiljøorganisation? Vi giver dig svarene på alle dine spørgsmål.

Hvad er arbejdsmiljøorganisationen?

Arbejdsmiljøorganisationen består af arbejdsmiljørepræsentant(erne), der vælges af de ansatte, og af arbejdsleder(ne), som er udpeget af arbejdsgiveren.

Hvad er en arbejdsmiljøgruppe?

Det er arbejdsmiljøgruppen, der udfører den daglige drift af arbejdsmiljøet. Arbejdsmiljøgruppen består af en medarbejder og en arbejdsmiljøleder. Har virksomheden under 34 ansatte, skal arbejdsmiljøgruppen både stå for den strategiske og den udførende del af arbejdsmiljøarbejdet.

Hvad er et arbejdsmiljøudvalg?

Har virksomheden flere end 34 ansatte, vælges et antal medlemmer fra arbejdsmiljøgrupperne til at sidde i arbejdsmiljøudvalget. Det er her, det strategiske arbejdsmiljøarbejde finder sted. Lederne vælger blandt sig, og medarbejderne vælger blandt sig. Det er arbejdsgiveren, der beslutter, hvor mange der skal sidde i arbejdsmiljøudvalget, og det er en god idé at have alle arbejdsområder repræsenteret i arbejdsmiljøudvalget, så alle parter bliver set og hørt. Formanden for arbejdsmiljøudvalget skal have beslutningskompetencer, og det giver derfor mening at vælge en fra topledelsen.

Vi er under 10 personer i virksomheden – skal vi vælge en arbejdsmiljørepræsentant?

I virksomheder med højst ni ansatte skal samarbejdet om sikkerhed og sundhed systematiseres, men der er ikke pligt til at danne en arbejdsmiljøorganisation. I det daglige foregår samarbejdet ved løbende, direkte kontakt og dialog mellem arbejdsgiveren, de ansatte og eventuelle arbejdsledere. Det er derfor ikke lovpligtigt at vælge en arbejdsmiljørepræsentant.

Hvor mange arbejdsmiljørepræsentanter skal vi have?

Arbejdsmiljøorganisationen skal være stor nok til, at den kan løse sine opgaver tilfredsstillende, og at alle medarbejdere har adgang til en arbejdsmiljørepræsentant i sit faglige og geografiske område. Har virksomheden mange forskellige arbejdsområder, er det en god idé at vælge en arbejdsmiljørepræsentant til hvert område. Arbejdsmiljøet er nemlig forskelligt for en kontormedarbejder og en, der arbejder med eksplosive stoffer. Så længe virksomheden lever op til nærhedsprincippet, det op til arbejdsgiveren i samarbejde med de ansatte at beslutte, hvor stor arbejdsmiljøorganisationen skal være.

Hvem skal stå for valget af arbejdsmiljørepræsentant?

Det er arbejdsgiveren, der er ansvarlig for, at der bliver afholdt valg af arbejdsmiljørepræsentant, men arbejdsgiveren har i øvrigt ikke noget at gøre med selve valghandlingen. Arbejdsgiveren har dog pligt til løbende at opfordre til valg, hvis der ikke er valgt en arbejdsmiljørepræsentant. I praksis er det ofte den afgående arbejdsmiljørepræsentant, som medvirker til at vælge den nye.

Hvem kan vælges som arbejdsmiljørepræsentant?

Arbejdsmiljørepræsentant(erne) vælges blandt de ansatte på virksomheden, dvs. alle medarbejdere, der arbejder mere en 10 timer ugentligt. Det er ikke nødvendigt at være medlem af en faglig organisation for at være arbejdsmiljørepræsentant. Normalvis er det reglerne om valg af tillidsrepræsentant på det pågældende eller tilsvarende område, der gælder for, hvem der kan vælges som arbejdsmiljørepræsentant.

Hvem kan ikke vælges som arbejdsmiljørepræsentant?

Arbejdsgiveren, virksomhedsledere og arbejdsledere og elever kan ikke vælges som arbejdsmiljørepræsentant

Jeg er tillidsrepræsentant – kan jeg også være arbejdsmiljørepræsentant?

Det kan du sagtens. Men valg til de to poster skal foregå hver for sig, og begge poster må ikke besættes ved ét valg.

Må en arbejdsmiljørepræsentant udpeges, hvis ingen vil stille op til valg?

Nej, der skal foregå valg. Den enkelte medarbejder skal frivilligt påtage sig rollen, ligesom de øvrige medarbejdere skal have mulighed for at nedstemme en kandidat.

Skal der foregå valg, hvis der kun er én kandidat?

Nej, men vi anbefaler det, for at arbejdsmiljørepræsentanten kan gøre brug af sin opbakning fra kollegerne.

Ingen vil være arbejdsmiljørepræsentant – hvad gør vi så?

Hvis det ikke lykkes at få valgt en arbejdsmiljørepræsentant, fungerer arbejdslederen og formanden alene, indtil de ansatte på et senere tidspunkt har valgt en repræsentant. Vi anbefaler, at arbejdsgiveren kan dokumentere, at han eller hun har gjort en stor og løbende indsats for at opfordre til, at medarbejderne vælger en arbejdsmiljørepræsentant.

Vores arbejdsmiljørepræsentant er syg – skal vi vælge en ny?

Nej. Hvis arbejdsmiljørepræsentanten er syg, fungerer arbejdslederen og formanden alene. Er arbejdsmiljørepræsentanten fraværende fra virksomheden i en sammenhængende periode på mindst fire måneder på grund af orlov, sygdom eller lignende, er der mulighed for at vælge en ny. Den nye arbejdsmiljørepræsentant kan enten vælges for den resterende periode eller for en ny to til fireårig periode.

Skal vi have en suppleant?

Nej, man bruger ikke længere suppleanter i arbejdsmiljøorganisationen.

Vores arbejdsmiljørepræsentant har skiftet job – hvad nu?

Hvis arbejdsmiljørepræsentanten ikke længere er ansat i den afdeling, han er repræsentant for, eller hvis han slet ikke er ansat i virksomheden længere, har de ansatte i det pågældende område ret og pligt til at vælge en ny.

Vores arbejdsmiljørepræsentant vil ikke længere være arbejdsmiljørepræsentant – kan vi vælge en ny?

Arbejdsmiljørepræsentanten kan hverken forlade hvervet eller væltes i perioden. Sker det alligevel, har de ansatte ikke ret til at vælge en ny. Er de ansatte og arbejdsgiveren enige om det, kan der dog vælges en ny.

Hvem kan stemme til valget?

Arbejdsmiljørepræsentanten vælges af alle ansatte i det område, som arbejdsmiljørepræsentanten dækker. Hvis der kun skal vælges én repræsentant, vælges arbejdsmiljørepræsentanten af alle de ansatte i virksomheden.

Alle ansatte har valgret – også lærlinge, deltidsansatte, løstansatte, afløsere, vikarer og praktikanter. Ansatte på kontor- og administrationsområdet samt butiksansatte, der er beskæftiget mindre end ti timer om ugen, har dog ikke valgret. Arbejdsgiveren, virksomhedsledere og arbejdsledere må heller ikke deltage i valget.

Hvor lang er en valgperiode?

En arbejdsmiljørepræsentant vælges for to år. Arbejdsgiver og de ansatte kan indgå aftale om, at der for fremtidige valg gælder en længere valgperiode, dog højst fire år. Uanset længden af valgperioden kan der ske genvalg. Arbejdsmiljørepræsentanten kan ikke forlade sit hverv – heller ikke selvom valgperioden udvides.

Hvordan er arbejdsmiljørepræsentanten beskyttet?

Arbejdsmiljørepræsentanten er beskyttet på samme måde som en tillidsrepræsentant på samme eller tilsvarende område. Arbejdsmiljørepræsentanten må ikke opsiges på baggrund af sit virke som arbejdsmiljørepræsentant.

Hvordan er valgproceduren?

Der er ingen lovpligtig procedure for, hvordan valget skal foregå. Det foregår dog typisk på følgende måde:

  1. Opstilling af kandidater og præsentation af disse
  2. Valg af repræsentant(er), som foregår skriftligt og anonymt

Den ‘gamle’ arbejdsmiljørepræsentant eller tillidsrepræsentanten står for valghandlingen. Er der flere kandidater, afholdes normalt skriftligt anonymt valg, hvor en medarbejder, der ikke er på valg, sammentæller de afgivne stemmer.

Den, der er valgt, skal meddele valgets resultater til arbejdsgiveren og til alle medarbejdere i det område, arbejdsmiljørepræsentanten dækker. Beskyttelsen af arbejdsmiljørepræsentanten indtræder fra det tidspunkt, hvor arbejdsgiveren eller hans organisation bliver bekendt med valgresultatet, uanset om funktionen først indtræder senere.

Hvis reglerne for valg af arbejdsmiljørepræsentanten ikke er overholdt, kan en arbejdsgiver eller en medarbejder gøre indsigelse mod valghandlingen, herunder over for valget af en konkret person. Det kan være kravene til den valgtes anciennitet, egnethed med videre.

Lovpligtige uddannelser

Det er lovpligtigt, at arbejdsmiljørepræsentanten kan dokumentere, at han eller hun har gennemført den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse inden tre måneder efter valget. En ny arbejdsmiljørepræsentant skal tilbydes to dages supplerende arbejdsmiljøuddannelse i sit første år og derefter halvanden dags supplerende arbejdsmiljøuddannelse om året. Arbejdsmiljørepræsentanten er ikke tvunget til at tage imod tilbuddet, men arbejdsmiljølederen skal kunne dokumentere, at arbejdsmiljørepræsentanten har fået tilbuddet.

Husk, at det også er lovpligtigt for arbejdsmiljøledere at tage uddannelsen.

Kontakt

Flere nyheder