FORSTÅ STRESS GENNEM ET BIOLOGISK FILTER


Intet menneske kan holde til at være stresset i for lang tid. Selv om stress i udgangspunktet er godt – fra naturens hånd designet til at redde os – har den en nedbrydende effekt, hvis den får lov til at fastholde sit tag i os. Derfor er det helt centralt, at virksomheder og organisationer forstår, hvad stress er for en størrelse, og hvordan den skal håndteres.

Når stress kan være vanskelig at arbejde med på arbejdspladsen, skyldes det som regel berørings­angst og en fejlagtig forståelse af stress som noget meget personligt. Men stress er først og sidst en biologisk tilstand, som kan beskrives og forklares objektivt. Det er det fokus, vi har brug for rundt omkring på arbejdspladserne.
Vi skal forstå stress gennem et biologisk filter, ikke et følelsesmæssigt. Fx er det ikke altid nødvendigt at fortælle sin arbejdsgiver om de personlige problemstillinger, der er skyld i stresstilstanden. Det, der er vigtigt, er at se på, hvad tilstanden gør ved den stressramtes arbejds- og samarbejdsevne og på det grundlag hjælpe og støtte bedst muligt.

Funktionsnedsættelse opleves som kontroltab

På det personlige plan oplever vi et kontroltab, når vi rammes af stress, fordi det, der sker i kroppen, medfører funktions­nedsættelse og ændret adfærd. Vi kan ikke det, vi plejer at kunne, og vi reagerer måske med vrede og havner i konfliktfyldte situationer. Det kan også være, vi nemmere bliver kede af det og begynder at græde. De fleste bliver skræmte over funktionsnedsættelserne. Det er ikke ualmindeligt at begå flere fejl, når man er stresset. Man glemmer de aftaler, man laver, og det kan være svært at lære nye ting.

Forstå stress som biologi, og håndter den rigtigt

Funktionsnedsættelserne kan som nævnt forklares, men hvad sker der typisk? Vi fordømmer os selv, som om vi selv er skyld i det, der sker med os. Vi kæmper med os selv, og vælger konsekvent de forkerte kampe. Så længe vi ikke har forstået, hvad stress er, kommer vi helt automatisk til at bearbejde tilstanden forkert. Det eneste, vi opnår ved det, er at forstærke tilstanden. Skaber vi derimod et fælles sprog på arbejdspladsen baseret på biologien og den adfærd, vi kan forvente, når stressen rammer, bliver det nemmere at tale om stress, forholde sig til den, hjælpe hinanden og i det hele taget fungere sammen. En fælles forståelse fjerner den følelsesmæssige angst for stress.

Skab et stressberedskab

Så design retningslinjer for kommunikation, samarbejde og løsning af arbejdsopgaver, så beredskabet er i orden, når der er en medarbejder, der rammes. Skab rolleklarhed, forudsigelighed og rammer, der kan støtte den stressramte og give ham eller hende en følelse af kontrol i en situation, hvor netop tabet af kontrol fylder meget. Det følelsesmæssige aspekt er selvfølgelig også vigtigt, men er formålet at finde en måde at håndtere stress på i organisationen, nytter det ikke noget at tage udgangspunkt i noget, der er så subjektivt som følelser. Vi kan umuligt sætte os ind i hinandens personlige oplevelser, men vi kan relatere os til en objektiv forklaring på, hvad der sker med hjernen og resten af kroppen, for det er fælles for alle, der rammes af stress.

Den biologiske forklaring – en lettelse

Når man kender den biologiske forklaring på stress, bliver det desuden også nemmere at sige undskyld til en kollega eller chefen, hvis man har været oppe i det røde felt. Stress kan få os til at reagere på en måde, som er uforståelig for vores omgivelser, og derfor er det godt at vide, at reaktionerne ligger uden for den stressramtes kontrol. Forklaringen kan også tage toppen af den skam, mange føler over ikke at kunne være så produktiv en medarbejder.

Se flere nyheder Tilbage til forsiden